Et digt til Kristoffer Søhof

den dag du lader mit blod ramme gulvet uden en tårer,

er den dag der ikker grund til solskin mere.

men den dag du lader mit smil nå toppen af de højeste bjerge i de lande ingen kender…

er den dag der er grund til at solen kommer og går..

venskaber kommer og går..

urer går og går…

til steder som ingen kender..

drømmeland hvor hvert et split sekundt afhænger af om du smiler til mig når din skulder mig på en tæt befolket banegård et sted om tyve år…

gør du det?

jeg krydser både fingre tæer,

arme og ben…..

ligemeget hvad… tror jeg på det…

ligemeget hvad Kristoffer… tror jeg på dig…